Mini-prædiken nr. 14

GPS og bøn       

Peter Plys går sammen med sine venner i en skov. Er vi på rette vej? spørger en af vennerne. Det ved jeg ikke, svarer Peter Plys, men vi skyder en god fart.

Det er ikke nok at have fart på. Det kan være klogt at standse op, orientere sig og se, om man er på vej i den rigtige retning. 

Mon ikke det er dét, Jesus tænker på, når han i evangeliet opfordrer os til at gå lidt væk fra støjen og alle de daglige gøremål og blive stille: Gå ind i dit kammer, siger han, og bed til din Far, som er i det skjulte…

Bøn kan være så meget. Sommetider består den i, at vi fortæller Gud, hvordan vi synes tingene bør ordnes. Men bøn er ikke først og fremmest, at vi taler til Gud. Det er snarere, at vi bliver stille. Så stille, at vi kan lytte til andet end vore egne tanker og planer og bekymringer – og komme til at se det hele i et større perspektiv.

Hvis Peter Plys havde haft en mobiltelefon, kunne han være standset op og have indstillet sin GPS. Så ville GPS’ens stemme lede ham på vej.

At standse op og indstille en GPS kan være et billede på, hvad bøn kan være. GPS’ens stemme leder én på vej. Ikke hele vejen på én gang. Stykke for stykke fortæller stemmen, hvad vi nu skal gøre for at være på rette vej. 

På samme måde med bøn. Den stemme, vi her indstiller os på, er den, der taler til os i evangeliet om Jesus. At gøre det er at få givet en retning at følge.

For at finde retningen, vi skal følge i dag, behøver vi ikke lytte til alt, hvad evangeliet har at sige. Det ville bare forvirre, som hvis GPS’en forklarede hele vejen foran os på én gang. Vi kan nøjes med en enkelt besked fra Jesus, f.eks. ordene: Du skal gøre mod andre, hvad du gerne vil, at de gør mod dig! 

De ord er som en GPS-stemme, der angiver vejen, vi skal følge i dag. Hver gang vi kommer på afveje, kalder Jesu stemme os tilbage lige så tålmodigt som en GPS-stemme: ”Foretag en U-vending!”  Men til forskel fra en GPS’en kalder han på os med uendelig kærlighed.

Tit har vi en alt for begrænset opfattelse af, hvad bøn er. Bøn kan være tusinde forskellige ting.

Det kan for eksempel være at se og sanse. 

Man åbner døren eller vinduet om morgenen og fylder lungerne med den friske morgenluft.

Den taknemlighed, der sådan et øjeblik kan fylde én over den nye dag, over at være i live i dag, er ikke langt fra at være en bøn. 

I bønnen adresserer man taknemligheden til livets Giver: Tak for dagen, for lyset, for den friske luft!

Eller man sidder med et lille barn – måske et barnebarn – i armene. Et lille sårbart menneske.

Bøn er at rette det ønske mod Gud: Kære Gud, bevar og beskyt dette lille menneskebarn nu og altid! 

Bøn. Det er da overflødigt, kan vi sige. Spild af tid. Hvem har plads til den slags i et moderne samfund?

Hvis man måler alting i produktivitet og økonomi, er bøn ganske rigtigt overflødig. Men kan vi undvære det overflødige? 

Når vi haster af sted og ikke har tid til at standse op, fordi der er så meget, vi skal, så meget, der er nødvendigt, så er vores udsyn stærkt begrænset.

Bøn er at standse op og blive opmærksom på, at verden er større, mere gådefuld, mere underfuld, end vi til daglig ser. Det er at se sig selv og sine nære omgivet af et levende nærvær, af Gud. At se sig selv og enhver anden som elsket – af en kærlighed, der rækker videre og dybere, end vi kan se.

Bøn er at betro sig selv og alt sit i Guds hånd. 

Det er at øve sig i at sige: Kære Gud, du ved alt, og du elsker os meget. Lad det gå, som Du vil. 

Uanset hvad, så er bøn altid et udtryk for, at vi ikke er herre over vores eget liv. Det vigtigste i livet får vi givet: luft, lys, venskab, kærlighed… 

Også på andre måder kan vi erfare, at vi ikke er herre over vores eget liv. Sygdom, ulykke og død kan når som helst vælte os.  

Når det sker, kan bønnen blive et råb fra dybet: Hjælp, Gud!

Hjælper det at bede? 

Verden er både dejlig og forfærdelig. Sådan er det, uanset om vi beder eller ikke. Der sker ting, som er meningsløse og ikke til at bære. Vi ved det fra avis og fjernsyn. Vi ved det måske fra vores eget eller andres liv. 

Vi ved det også fra Jesus selv. 

På den mest rystende måde gik Jesus under i et flammehav af had, afstumpet brutalitet, tortur og død.

Fra korset råbte han: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Og så døde han med et skrig. Sådan fortæller Markus-evangeliet. Det er så meningsløst og pinefuldt, som noget kan være. 

Men der er en tilføjelse. Ved korset står en officer og ser det hele. Sandelig, udbryder han, den mand var Guds søn!

Dermed udtrykker han det, som er evangeliets kerne: I ham, der elskede mennesker ud over al rimelighed, i ham, der måtte igennem angst, meningsløs lidelse og død, i ham har vi set Gud tættere på end noget andet sted.

Hvad ser vi da?

Vi ser, at der ingen afstand er mellem Gud og verden.  Gud er i glæden, men også i angsten og smerten, dér, hvor den fortvivlede spørger Hvorfor? 

På korset har Gud gjort vores angst, smerte og død til sin. Ja, selv der, hvor livet er et gudsforladthed helvede, selv dér har han været foran os og hvisker til den enkelte: Jeg er lige her! Du er ikke alene.

Du skal ikke være bange, for det er lyset og ikke mørket, der får det sidste ord.

Gud er kærligheden, der overvinder alt.

At bede er at satse på, at det er sandt.