Del 1, Pesten i Bergamo

Bøn - hvad nytte er det til?

Da pesten rammer Gammel Bergamo, søger folk til byens kirker med deres bøn om hjælp. Sådan fortæller novellen. De beder holder faste, går i procession, og hver aften råber alle kirkernes klokker klagende imod himlen fra deres hundrede svingende svælg. 

Men det hjælper altsammen intet. Smitten breder sig uhæmmet. Snart mister beboerne tilliden til, at himlen kan hjælpe.  De opgiver troen og holder op med at bede. Det nytter jo alligevel ikke! 

Har de ret?
Bøn standser jo hverken pest eller Covid-19. 
Ikke desto mindre holder kristendommen fast ved sit: Bøn gør en forskel! Det nytter!

Men bøn er ikke magi, ikke et tryllemiddel, vi kan bruge til at undgå farer og blive befriet fra det, der er svært. 
Bøn er åbenhed. At åbne sig for, at virkeligheden er uendeligt meget større end det, vi ser, når vore egne planer og bekymringer tager al opmærksomheden. Bagfra og forfra er vi omsluttet af den ubegribelige virkelighed, vi kalder Gud. Det kan vi læse om i Salme 139 i Det gamle Testamente.
 Og, lægger Det nye Testamente til: Gud er kærlighed. At være menneske er at være elsket med en kærlighed, der er over al forstand - og tættere på, end hjertet, der slår i vores bryst. 

Bøn er at åbenhed for denne dimension. Bøn er at betro sig selv og alle omkring sig i Guds hånd i tillid til, at dér er godt at være - uanset hvad der sker. 

Der er dem, der kan fortælle om bønner, der blev hørt. De bad, og den syge blev rask med eller uden lægers hjælp. 
For andre gik det ikke, som de bad, men de fandt fred ved at betro sig i Guds hånd. 
Og så er der dem, der ikke synes, at bønnen gav dem noget. Det nytter jo ikke, siger de. Og så vender de ryggen til al den religiøse snak.

 Sådan er det med menneskene i J.P. Jacobsens Bergamo. 
Alle deres bønner har jo ikke hjulpet. Hvorfor så tro på, at der er en Gud?

Hvis man har det sådan, har Det nye Testamente kun ét at sige: Det fortæller om ham, der var så ene og forladt som noget menneske kan være. Svigtet af mennesker. Forladt af Gud. -Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!  råbte han. Og så døde han med et skrig.
Råbet og skriget kom fra ham, vi kalder Guds søn. I ham, siger evangeliet, ser vi Guds nærvær i verden, også i det, der ikke er til at bære. Den ensommes suk, den forladtes råb har Gud gjort til sit.  Fra da af går det an at tale om Guds nærvær, også på de mest gudsforladte steder og tider.

Bøn er at åbne sig for Guds nærvær. Det giver mening, for Gud er, at der er veje frem, også dér, hvor alt ser ud til at være forbi.
Det er det, vi om kort tid fejrer, når det bliver påske.