Mini-prædiken nr. 6
At længes efter selskab
I anledning af første søndag efter påske
Det er ikke godt for mennesket at være alene.
De ord fra Bibelens allerførste sider har fået en særlig aktualitet nu, hvor de fleste af os er tvunget til at holde os for os selv.
Nogle af os har en ægtefælle eller familie at være sammen med. Det er godt, men både et parforhold og en familie kan savne impulser udefra, fra andres selskab.
Hvordan er det så ikke for den, der kun har sit eget selskab. Mails, sms’er, breve og telefonsamtaler kan afbøde ensomheden, men ikke fjerne den.
Nogle er bedre til at være alene end andre. Men alle har vi brug for at møde mennesker fysisk, tale sammen ansigt til ansigt, dele et måltid. Alt det, vi for tiden er mere eller mindre afskåret fra.
Søren Kierkegaard havde det på samme måde. Han elskede at tage sit daglige “menneskebad”: at spadsere i det tæt befolkede København og give sig i samtale med, hvem han mødte, høj og lav.
I en periode var det ikke muligt for ham at gå ud og komme i samtale med mennesker. Den manglende kontakt pinte ham frygteligt.
Det gælder om, skriver han i “Kærlighedens Gerninger”, at forstå sig selv i at længes efter selskab. Så dybt er denne trang grundet i menneskets væsen, at der siden det første menneskes skabelse ingen forandring er foregået…
Også vor Herre Jesus Kristus følte denne trang til fællesskab, til at give og tage imod kærlighed, noterer Kierkegaard, og så peger han på det afsnit af evangeliet, der er teksten til første søndag efter påske, Johannes-evangeliet 21,15 - 19.
Evangeliet skildrer her en samtale mellem den opstandne Jesus og disciplen Simon Peter.
Simon, Johannes’ søn, elsker du mig? spørger Jesus. Tre gange stiller han det samme spørgsmål, som om han har brug for at få det bekræftet.
Så næsten rørende menneskelig er Jesus, skriver Kierkegaard. Han behøver kærlighed, ligesom enhver anden.
Ind imellem havde Jesus behov for at være alene. Når folk i alt for stort tal havde trængtes om ham, ser vi ham trække sig tilbage for at være alene i stilhed og bøn. Men vi ser ham også søge menneskers selskab og fryde sig over at spise sammen med alle mulige og umulige mennesker.
Jeg har længtes efter at spise dette måltid sammen med jer, sagde han, da han skærtorsdag aften satte sig til bords sammen med de tolv disciple, hvoraf én var i færd med at forråde ham, og de andre snart skulle lade ham i stikken.
Jesus viser os, hvad et levende og helt menneskeliv er. Det er ikke at leve for sig selv alene. Vi er skabt til at leve i relationer, også selv om relationerne kan være komplicerede.
Er der noget positivt ved denne tid, hvor så megen travlhed og foretagsomhed er blevet standset, og hvor så mange planer er kuldkastet, så kan det være, at vi har fået tid til at spørge os selv: Hvad er det, der betyder mest for os?
Er det travlhed eller nærhed?
Er det eksotiske rejseoplevelser eller er det fortrolige samtaler?
Er det at konsumere eller at kommunikere?
For Jesus er der ingen tvivl: nærheden, samtalen, kommunikationen er altafgørende. Han elsker mennesker (så meget at han modsiger dem, når det er dét, der er mest kærligt), og han længes efter, at hans kærlighed bliver besvaret.
Og Jesus er ikke kræsen med, hvem han vil være sammen med. Hverken Simon Peter eller de andre i hans nærhed var pragteksemplarer. Det er vi heller ikke. Dem, vi er forbundet med, er det sikkert heller ikke.
Jesus siger ikke til Simon Peter eller andre: Hvis I forbedrer jer, vil jeg holde af jer!
Han elsker mennesker, som de er. Derved afslører han, hvem Gud er. At Gud er letsindig. Så letsindig, at Han uden forbehold elsker enhver dér, hvor han eller hun er i dag. Også dig og mig - og dem, vi af den ene eller anden grund er på afstand af.
