I ydmyghed overgår jeg de fleste


Egentlig ville jeg gerne have en orden
men det skulle være for ikke at gå med den

så folk kan se hvor lidt jeg regner den slags
men nu skal der jo lige først være nogen der synes

at jeg har fortjent en orden og blev jeg presset lidt
kunne jeg nævne flere grunde til at det burde ske

Disse ydmyge ord stod i en mail, jeg fik forleden fra en god ven. 
Eller “ydmyge” er måske ikke den rigtige betegnelse. Hvad er ydmyghed i grunden?

Hvad mener I f.eks. om de to rabbinere i en taxa i New York?

De to rabbinere skulle til en jødisk kongres i New York. De var med samme fly og blev enige om at tage en taxa sammen til hotellet.
Inde i taxaen siger den ene af dem: -Det er en stor ære for mig at sidde ved siden af en så lærd mand som Dem!
-Åh, svarer den anden, jeg har ganske vist puslet lidt med de hellige skrifter, men sammenlignet med Deres forskning er det bagateller.
-Sludder, replicerer den første. Når jeg tænker på, hvor dybt De er trængt ind i teksterne, så er det, jeg har udrettet, ikke værd at regne for noget.
En rum tid fortsætter de med at nedgøre sig selv og ophøje den anden, indtil taxachaufføren vender sig halvt om: -Nu må I holde op med at nedgøre jer selv!  I er jo begge to meget klogere og meget mere lærde end mig. Sammenlignet med jer er jeg mindre end et nul.
De to rabbinere ser bestyrtet på hinanden, og den ene udbryder: -Hvem bilder han sig ind, at han er!

Ydmyghed findes i flere udgaver: en falsk og en sand. En  demonstrativ (Se, hvor ydmyg jeg er! I ydmyghed overgår jeg de fleste!) og en ubemærket.
Den demonstrative ydmyghed er ikke til at holde ud.
Den ubemærkede ydmyghed har til gengæld den ulempe, at ingen bemærker den.

Morsingboerne (jeg er selv en af slagsen) er ydmyge folk.  -Vi ka’ simpelthen æ’ få vor mund te’ å prål! siger morsingboerne. (oversat for danskere af ikke-jysk oprindelse: Vi kan simpelthen ikke få vores mund til at prale!)
At sige sådan er selvfølgelig pral. Men hvis vi ikke gjorde opmærksom på det, var der måske ingen, der ville bemærke vores ydmyghed.

Det var i øvrigt på Mors, at Janteloven blev formuleret. Jantelovens første bud lyder: Du skal ikke tro, du er noget!  Er det ydmyghed? Nej, for sand ydmyghed har intet at gøre med selvudslettelse eller selvforagt.

Sand ydmyghed hvad er så det?

Den kendte tappistmunk Thomas Merton (1915 - 1968) skrev:
Det er næsten umuligt at overvurdere værdien af sand ydmyghed……
…Hvis vi var ude af stand til ydmyghed, ville vi være ude af stand til glæde, fordi kun ydmyghed kan nedbryde den selvoptagethed, som gør glæde umulig.

For at komme på sporet af, hvad sand ydmyghed er, skal vi til Grønland.

I en igloo sad polarforskeren Knud Rasmussen over for en gammel grønlandsk fanger. Den gamle grønlænder fortalte om sit liv, om de mange timer, han havde tilbragt i sin kajak ude på det åbne hav. Om hvor lille man kan føle sig, når man sidder derude med himlen over sig og havet omkring og under sig. 
Da han var færdig med at fortælle, så den gamle mand Knud Rasmussen i øjnene og sagde: -Knud, du må aldrig være bange for at føle dig lille! 
Derpå lagde han hånden på Knuds hoved, velsignede ham og bad Fadervor.

For mig at se er det en lektion i sand ydmyghed:
At indse hvor lille jeg er i den store sammenhæng. Mindre end en prik i det uendelige univers.  

Og så at bede Fadervor.  At bede den bøn er at få at vide, at jeg, så lille jeg er, bliver set, grebet og holdt fast af den magt, vi kalder Skaberen, Frelseren. 
Vor Far, du, som er i himlene”. Det er Jesus, der har lært os at bruge de ord. 
Vor Far” siger vi, fordi Jesus har vist os, at vi bliver set, ikke som ubetydelige prikker, men som elskede børn. 

Vi behøver ikke klamre os til vores egen storhed eller godhed. Du skal ikke være bange for at føle dig lille! sagde grønlænderen. Så lille du er, er du set , elsket og værdsat som netop dig.

Så lille du er, skal du se enhver anden, som du selv bliver set: som værdifuld og uerstattelig.