Medicin mod gåde-glemsel


Lidt om evangeliet til 2. søndag efter påske: Johannes-evangeliet 10,22-30

Vi lever af små mirakler
vi ikke ser

Nogen har sagt, at vor tid lider af gåde-glemsel. Gåde-glemsel. Det er det, vi lider af, når vi glemmer, hvor gådefuld og underfuld tilværelsen er.  Når vi ikke ser de små mirakler, som vi lever af eller tager dem som en selvfølge. 
Gåde-glemsel – det lider man af, hvis man mener, at alle livets gåder kan forklares af videnskaben. Som om vore små hjerner skulle kunne rumme alle universets og menneskesindets dybder.

Medicin mod gåde-glemsel har vi i Bibelen. En lille dosis dagligt kan anbefales.
Man kan også læse gode romaner, f.eks. ”Syv nætter”, som en ung tysker, Simon Strauss, udgav for et par år siden.
 I et interview i anledning af bogen siger Simon Strauss: Livet er jo dybest set ikke til at forstå, og ethvert menneske gemmer på utrolige dybder.

Manden har ret. Tænk på alle dem, der lige nu lever mere eller mindre isoleret i deres huse og lejligheder. Eller på dem, man kan møde på gaden og går i en bue udenom, som man jo skal.  Inden i hver af dem er der mere, end vi aner, følelser, forventninger, bekymringer længsler. Det kan være længslen efter at vende tilbage til den normale hverdag. Eller det kan være længslen efter nogen, man lige nu er afskåret fra. Længslen efter at se ind i et ansigt, der lyser én i møde. 
”Syv nætter” handler om mennesker, der længes efter ansigter, der lyser, også når alle skærme er slukket.

Det er den samme længsel, Bibelen taler ud af og taler ind i. Den gør det i et sprog og med billeder, der kan forekomme os fremmede. Går vi ind i et af Bibelens billeder, kan vi se, at det her handler om os, om det gådefulde og mirakuløse og komplicerede liv, der er vores.

Tag ordene i evangeliet til anden søndag efter påske. Jesus siger:
Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt. Ingen skal rive dem ud af min hånd!

I de få sætninger er det hele sagt. Det drejer sig om at høre og blive sat i bevægelse. Det drejer sig om at være kendt af Ham, som bærer alting, og at være i hans hånd.

Mine får hører min stemme, siger Jesus.
Det første er at høre. 
Ja, men vi hører allerede alt for meget: støj og ord og høj musik. 

Det er derfor, vi holder gudstjeneste: for at komme væk fra larmen, så vi kan høre det, vi ellers er døve for.  For tiden er kirkerne lukkede. Så må vi selv finde tider, hvor vi kan blive stille. Så stille, at vi kan høre ord, vi ikke kunne sige os selv. Til hver enkelt siger ordet: Alle ugens syv dage og nætter, er du båret af en kærlighed, der er lige så grænseløs som den er ufattelig. 
Og én ting til: Enhver, du møder, er set og båret af præcis den samme guddommelige kærlighed.

Hvis vi hørte de ord og tog dem ind som det vigtigste, der er at sige om os og om de andre, ville det så ikke gøre noget ved vores syn på os selv og på verden?

Mine får hører min røst, og jeg kender dem… siger Jesus.
At kende.. I Bibelen har det ord en dybere betydning end normalt på dansk. At kende har at gøre med at knytte sig til eller ligefrem at elske.
Med alt det i os, der er en gåde – også for os selv – med vore sejre og vore fiaskoer er vi kendt fuldt ud. Kendt og elsket. 
Kristendom er at vide sig kendt – lige nøjagtigt dér, hvor vi er. Vi skal ikke først et andet sted hen eller blive andre end dem, vi er.

Og de følger mig… fortsætter Jesus.
Kristendom er også at være i bevægelse. På vej. Hvorhen?
Den, der lytter efter Jesu stemme, behøver ikke savne klarhed over retningen.   At følge Jesus er at blive ført ind i den tillid, han selv levede i: tillid til at vi og verden er i gode hænder, trods alt. Og det er at blive vist ud til det medmenneske, der længes efter et ansigt, der lyser én i møde.

 

Det indledende citat er fra digtsamlingen ”Efter døden” af Claus Grymer, som i øvrigt er min bror