Godt nyt for os, der ikke har fortjent det

 
Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!
(Lukas 23,34)
 
I påskens helligdage  er alt på spil. Det værste og det bedste.
Her er magthaveres manipulation og fake news. Her er mennesker, der lader sig forføre, så de bliver til en brølende masse. Her er venners forrædderi og svigt, smerte, forladthed og død. Skyld og skam.
 
Men midt i larmen og tummelen høres en stemme, der er anderledes:  Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!  Ordene kommer fra korset. Fra ham, der er offer for soldaternes tortur, mængdens hån og vennernes svigt. 
 
Langfredag er dagen, hvor mennesker viser sig så hjerteløse og brutale, kort sagt: så umenneskelige, som mennesker kan være.  Manden på korset ser de ikke som et menneske. Magthaverne ser ham kun som en trussel mod deres egen magt. En trussel, der må skaffes af vejen. Folkemængden ser i ham kun en foragtelig taber. De råber med på de hadefulde tilråb og føler vel en vis tilfredsstillelse ved at være med i koret.
 
Jesus hører råbene og ser de mange, der står dernede. De opfører sig som umennesker. Men selv lader han sig ikke smitte af deres fjendskab og hån. Han bliver ved med at se dem som mennesker. Som sine brødre og søstre. Og han beder for dem: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!
 
Langfredags budskab er, at 
i ham, der er blevet fornægtet, forrådt og ryddet af vejen,
i ham, der er så magtesløs, som et menneske kan være, 
i ham, der beder for sine fjender, 
i ham har vi set den magt, der er stærkere end både våben og penge, list og spin 
I ham har vi set kærligheden, der rækker ud til mennesker, der ikke har fortjent det. 
Det vil sige: til os alle. 
Det er derfor, vi fejrer påske.

 

Munkens Jesus eller evangeliets

Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! Ikke alle bryder sig om den bøn. Det er jo ikke alle, der har fortjent at blive tilgivet. Sådan tænker en ung fanatisk munk, der optræder i J.P. Jacobsens novelle “Pesten i Bergamo”.(læs de første to mini-prædikener om "Pesten i Bergamo" her, red.)
 
Munken holder en brandtale til indbyggerne i det pestramte Bergamo. Det kan der være god grund til, for stillet over for den dødbringende epidemi har de opgivet både troen og moralen. Al hjælpsomhed og medmenneskelighed  lader de hånt om. I stedet hengiver de sig til alle tænkelige og utænkelige lyster og laster. “Lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!
 
Den unge munk taler til de syndefulde mennesker om den straf,  der venter dem. Så levende og frygtindgydende taler han om helvede, at man skulle tro, han selv kom lige derfra.
 
Også om langfredag fortæller han. Om Jesus, der bliver naglet til korset. 
Men hans fortælling får en overraskende slutning. Fra korset ser Jesus ned på den hujende menneskemasse, fortæller munken, og så fortsætter han: Da blev Jesus fortørnet, og han så, at “de hobe, der opfylder jorden” ikke var frelse værd.  Med en vældig kraft rev han sig løs fra korset, sprang ned på jorden, rev sin kappe til sig og fór “med en konges vrede op til himlen”. 
Der er ingen Jesus død for os på korset! Sådan slutter den unge munk sin prædiken. 
 
Munkens Jesus står i skarp kontrast til den Jesus, vi møder i evangeliet.
Munkens Jesus taler om frelse, men kun for dem, der er det værd.  Han er den dømmende, der med foragt ser ned på de vanartede mennesker.
 
Gudskelov er evangeliets Jesus anderledes. I den, der opfører sig som et umenneske, bliver evangeliets Jesus ved med at se et elsket menneske. Han bærer skyldiges straf og deler angstfuldes angst og døendes død.  
Langfredag siger os, at uanset hvor langt vi kommer ud eller ned, så har Jesus været der før os. Han er foran os som lyset, der bryder mørkets magt.
 
I hans lys går det ikke efter vores fortjeneste, men efter Guds nåde. Her er der ikke fordømmelse, men tilgivelse.
 
Derfor har englænderne ret, når de kalder Langfredag for Good Friday.