Menneskelighed - med eller uden Gud 

 

Da pesten kom til Bergamo, gik indbyggerne sammen, læser vi i J.P. Jacobsens novelle.  I enighed og samdrægtighed søgte de at bekæmpe sygdommen. Til de fattige og særligt udsatte uddelte de værnemidler.

Da det hele bare bliver værre, opgiver de troen på, at Himlen kan eller vil hjælpe. Dermed bliver alt forandrer, for det er ikke bare deres tro, men også deres menneskelighed, der går i opløsning.  I deres håbløshed kaster de sig ud i alle tænkelige og utænkelige udskejelser. 
Luften var fuld af Bespottelse og Ugudelighed, af Fraadseres Stønnen og Drankeres Hyl…
»Idag ville vi æde, thi imorgen skulle vi dø!« ….
… Alt hvad der hed Hjælpsomhed eller Medlidenhed var forsvundet af Sindene, Enhver havde kun Tanke for sig selv. Den Syge blev set paa som Alles fælles Fjende.

J. P. Jacobsen var ærke-naturalist. En svoren fjende af al religion.  Derfor er det bemærkelsesværdigt, at han så tydeligt kæder opløsningen af moral, fornuft og medmenneskelighed sammen med dét, at den lodrette dimension, troen, bliver skåret væk.  Mange, der bekæmper religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed, har fortalt os, at når bare vi bliver befriet fra religionens åg, vil vi kunne rette os op som frie, hele og sande mennesker. Det er mildt sagt ikke det, der sker i J.P. Jacobsens Bergamo.

Uvilkårligt kommer man til at tænke på nogle af de ateister, der i vores egen tid har ført en aggressiv kamp imod kristendommen. Se, har de sagt, se, hvor mange der er blevet undertrykt og slået ihjel i kristendommens navn! 
Det kan de jo have ret i.

Men på det seneste har nogle af de fremtrædende ateister ændret holdning. Nogle af dem har advaret om, at et samfund uden kristendom slet ikke er ønskværdigt, fordi man i sådan et samfund vil mangle evnen til at formulere en etik om fundamentale spørgsmål så som livets hellighed. 

En af disse ateister er Richard Dawkins, som i 2006 udgav bogen “Illusionen om Gud”.  Målet for ham var en udryddelse af kristendommen.
Det mål  har han ikke længere, selv om han fortsat er erklæret ateist. I 2018 advarede  han om, at ”den milde kristne religion stod i fare for at blive afløst af noget langt mindre mildt i et sekulariseret samfund.” 
Det synspunkt har han senere uddybet i The Times, hvor han betegner ønsket om at ud- slette kristendommen som ”en skrækkelig tanke”, fordi den ville ”give folk frit slag til at gøre forfærdelige ting i forvisning om, at der ikke længere er nogen Gud, der holder øje med dem.

Frygten for en Gud, der holder øje med os. Er det dét, der kan holde kristne tilbage fra at gøre forfærdelige ting? Der er også mere positive motivationer.

Lad mig nævne nogle:

  1. Kristendom og jødedom holder os fast på, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Derfor er enhver uendelig værdifuld og skal behandles som sådan.
  2. Hele skaberværket bærer Skaberens signatur og skal påskønnes som et guddommeligt kunstværk og værnes om som en dyrebar, betroet gave. 
  3. Og så er der billedet af Jesus, sådan som Det nye Testamente tegner det. Det er billedet af det mest frie, hele og sande menneske, der har levet. Billedet af Jesus er samtidig billedet 
    - af den guddommelige kærlighed, som favner alle uden undtagelse, 
    - af gavmildheden, der giver uden betingelser, 
    - af tilgivelsen, der aldrig lader skyld og fornærmethed få det sidste ord.       

Når det billede bliver levende for os (når hans ånd får lov til at påvirke os), kan man så ikke forestille sig, at vi bliver mere kærlige, mere gavmilde, mere tilgivende? Kort sagt, at vi kommer nærmere til det, vi er skabt til at være. 
Det er da værd at forsøge.