Budskab - ikke forklaring


I gamle dage, når der kom pest eller andre ulykker ind over et land, kunne man møde den opfattelse, at det var Guds straf. Visse muslimske (og sikkert også visse kristne) kredse siger det samme i dag: Coronavirus er Guds straf over en ugudelig verden.

Den opfattelse er så langt fra Det nye Testamente, som noget kan være. Ny Testamente giver et ganske andet billede af, hvem Gud er. Ikke en dommer, som holder øje med, om vi opfører os pænt, og som er parat til at straffe os for det, vi gør forkert.

I Ny Testamente er der to meget klare udsagn om Gud: 

Gud er lys, og der er intet mørke i ham. 
Og Gud er kærlighed. 

De udsagn er ikke grebet ud af den blå luft. De bygger på det, som mennesker så i Jesus. 

Jesus er “Guds udtrykte billede”, står der et sted i Ny Testamente. Han er som en åben dør. En dør, der er åbnet, så vi ser ud i en virkelighed, der er større, end vi ved: den virkelighed, vi kalder Gud. 

Gennem Jesus skinner lyset udefra, fra Gud, ind over os, så vi ser verden, vore medmennesker, os selv i et nyt lys. 

I disse corona-tider skal vi holde afstand til hinanden. Lyset fra Gud holder ikke afstand. Det skinner allerede ind over os, svøber os i kærlighed, den kærlighed, der er altings mål og mening. Og lyset er stærkere end mørket.
Det er kristendommens budskab.

Et budskab er ikke en forklaring. 
En forklaring på det onde eller på det, der gør ondt, giver Bibelen ikke.  Bibelen skildrer verden, som den er med det dejlige og det forfærdelige. Og så lader den os vide, at vi er ikke alene. Det får vi allerklarest at vide i evangelierne om Jesus.

I tre af evangelierne fortælles det, at Jesus, inden han begyndte sit virke, blev fristet af djævelen. Djævelen vil lokke ham til at søge materiel sikkerhed, magt og alles beundring. Men Jesus afviser. Hvis han fik sikkerhed, magt og alles beundrende blikke, ville der blive en afstand mellem ham og alle såkaldt almindelige mennesker.

Og Jesus kom ikke for at være hævet over andre. Han kom for at dele alles, også det mindste menneskes vilkår.  Hvorfor? Fordi han er kærlighed. Og kærlighed vil ikke afstand, men nærhed.

Uden nogen sikkerhed for dagen i morgen levede han. Lige så udsat for sult og træthed og venners svigt som alle andre. 

Han var et menneske som os og samtidig var han det, vi ikke har ord for. Guds udtrykte billede.

Mennesker af alle slags, ikke mindst dem, der var langt ude eller langt nede, oplevede, at i hans selskab var der godt at være. Han fik dem til at se deres liv i et nyt lys. Derfor er der så megen glæde, så mange festlige måltider i evangelierne.

En frådser og en dranker! var der dem, der kaldte ham.  De religiøse og moralske autoriteter førte an i forargelsen. - Man kan da ikke bare sådan slippe glæden løs! sagde de. Han spiser sammen med alle slags mennesker! De samlede al deres magt for at gøre ham tavs. Til sidst fik de ham dømt ude. Og pludselig var de, der havde hyldet ham, ikke til at få øje på.
I en malstrøm af forladthed og smerte gik han under.  

Se, siger evangeliet og peger på Jesus, da han hænger på korset Dér er Gud! Ikke hos de religiøse autoriteter. Ikke et sted deroppe i himmelsk afsondrethed, men lige her i verdens mørke og kaos. Vi kan ikke komme så langt ud eller så langt ned, at han ikke også er dér. Som kærligheden, der er stærkere end menneskers svigt, stærkere end døden.

Han er her som den, der elsker menneskers glæde. Og som den, der i mørket lader os vide, at der altid er mere, end vi tør tro. 
Det handler påsken om.